Atopisk eksem behandling

Behandling af atopisk eksem

Du kan behandle atopisk eksem på flere måder. Få gode råd til hudpleje, hvad der kan forværre eksemet, og hvad du selv kan gøre for at lindre eksemet.

Hvordan behandler man atopisk eksem?

Du kan behandle atopisk eksem på flere måder – typisk med cremer, salver, lysbehandlinger eller tabletter.  Desværre findes der ikke en behandling, der kan helbrede eksemet, men de forskellige behandlinger lindrer og mindsker udslættet, så eksemet holdes under kontrol.

Hvordan smører du cremer på kroppen?

Når du har atopisk eksem, har du generelt tør og følsom hud. Det er derfor godt at tilføre din hud ekstra fugt gennem blødgørende creme eller salve.

Hvilken behandling passer til dig

Den mest almindelige måde at lindre udslættet på er at smøre huden med blødgørende creme eller salve. Når huden er tør, klør den nemlig mere, så derfor er det altid godt at tilføre fedt og fugt til huden. Samtidig styrker cremerne hudbarrieren, så bakterier og allergener får sværere ved at trænge ind i huden og aktivere immunsystemet. Hvilke cremer og anden behandling, der er rigtig for dig, afhænger bl.a. af, hvor mildt eller svært dit eksem er. 

Test dig selv og se, hvor mildt eller svært dit eksem er

Hvad er forskellen på lokal og systemisk behandling?

Du kan behandle atopisk eksem lokalt eller systemisk. En lokal behandling er behandling, der påføres direkte der, hvor eksemet optræder, fx som creme eller salve. En systemisk behandling kan derimod påvirke sygdommen indefra og kan fx være en tablet eller sprøjte. Her absorberes medicinen gennem blodet eller musklerne og påvirker flere dele af kroppen. 
Hvilken behandling, du skal have, afhænger af, hvor svært eksemet er. Tal med din læge om, hvilken behandling der passer til dig.

Behandling af atopisk eksem for voksne


Behandlinger mod atopisk eksem

Lokalsteroid

Lokalsteroid smøres på eksemet, indtil der ikke er nogen symptomer tilbage. Cremerne/salverne findes i flere forskellige styrker og bruges til at behandle alt fra mildt til alvorligt eksem. Som regel starter du med at få en stærkere steroidcreme, som erstattes af en mildere creme, når symptomerne svinder. Alternativt vil du fortsætte med den stærkere creme, som du så bruger mindre hyppigt. Følg altid lægens anvisninger om, hvordan din behandling skal udføres.

Immundæmpende creme/salve (calcineurinhæmmer)

Immundæmpende creme/salve er ligesom lokalsteroid en antiinflammatorisk creme, der behandler eksemet symptomatisk. Dvs. at cremen eller salven lindrer symptomerne, men ikke kan fjerne årsagerne til sygdommen. Som regel får du tilbudt immundæmpende creme eller salve, hvis lokalsteroid ikke virker tilstrækkeligt eller ved bivirkninger hertil.

Lysbehandling

Sol kan lindre eksem hos nogle patienter. Derfor vil du muligvis blive tilbudt lysbehandling som en del af din behandling mod eksem. Ved lysbehandling får du sol i et medicinsk solarium – normalt som en kur i et bestemt tidsinterval. Børn får sjældent lysbehandling. Husk, at du øger risikoen for at få hudkræft, når du udsætter din krop for ultraviolet lys.

Immundæmpende lægemidler

Hvis hverken lokalsteroid, immundæmpende creme/salve eller lysbehandling virker godt nok, kan du få andre immundæmpende lægemidler. Disse lægemidler påvirker dele af dit immunsystem og kan derfor dæmpe betændelsestilstanden i huden. Du kan også få glukokortikoid i tabletform, som dog kun bør bruges i kortvarige perioder.

Biologiske lægemidler

Biologiske lægemidler er stærke, systemiske behandlinger, der kan bruges til at behandle moderat til svært eksem. Lider du meget af eksem og har prøvet flere cremer, salver og tabletter uden succes, er det muligt, at du bør prøve et biologisk lægemiddel. Lægemidlerne kaldes også for målrettet behandling, fordi de går ind og påvirker og hæmmer de dele af kroppen, der forårsager sygdommen. At lægemidlet er biologisk betyder, at det er produceret ud fra levende celler eller væv, fx et antistof eller visse vacciner. 
 
Hvis dit eksem og dine symptomer fortsætter eller bliver værre, selvom du tager din medicin som anvist af din læge, skal du kontakte din læge, så I kan gennemgå din behandling sammen.

Se, hvad der kendetegner eksem og andre former for udslæt

Spørgsmål om atopisk eksem?

Hvad er atopisk eksem (atopisk dermatitis), hvorfor udvikler nogle eksem, og hvad gør man ved det?