Hero image

Udslæt

Hvis din hud er tør, rød og klør, kan det være tegn på eksem. Men symptomerne kan også skyldes andre sygdomme.

Hvad kendetegner eksem og andre former for udslæt?

Nogle udslæt er harmløse, mens andre kan være tegn på noget mere alvorligt. Hos voksne kan eksem fx blive forvekslet med nældefeber, psoriasis eller rosacea. Hos børn kan eksem fx forveksles med børnesår, mund- og klovsyge, tredagesfeber og skoldkopper. Den eneste, der kan give dig svaret på, hvad det er for et udslæt, er din læge, evt. med henvisning til en hudlæge.

Atopiske sygdomme

Atopiske sygdomme er fællesbetegnelsen for allergi, høfeber, astma og atopisk eksem. Sygdommene er de mest almindelige kroniske sygdomme hos børn.

Eksem 

Eksem skyldes en betændelsestilstand i huden. Betændelsestilstanden får huden til at blive tør, rød og ofte kløende. Der kan være flere grunde til, at du får eksem – fx en svækket hudbarriere eller som en allergisk reaktion over for noget, du har været i kontakt med. Der findes flere former for eksem, bl.a. atopisk eksem, skæleksem, kontakteksem, mønteksem eller underbenseksem. Eksem smitter ikke, uanset hvilken form der er tale om.

Læs om forskellige udslæt ved eksem

Nældefeber (urticaria)

Nældefeber er et hævet udslæt, der klør og er lyserødt eller har samme farve som huden. Ofte begynder det at klø, før udslættet bliver tydeligt. Udslættet kan ændre form og flytte sig rundt på kroppen uden at efterlade spor. Nældefeber kan skyldes flere ting. Bl.a. kan udslættet opstå som en allergisk reaktion på fødevarer eller hvepsestik. Nældefeber kan også opstå som en ikke-allergisk reaktion ved infektion eller medicin. I sjældne tilfælde opstår nældefeber pga. tryk, kulde, sol eller fysisk anstrengelse. Nogle gange er nældefeber en del af en allergisk reaktion, der i sjældne tilfælde kan føre til et allergisk shock (kaldet anafylaksi).

Psoriasis

Psoriasis er en arvelig hudsygdom, der viser sig som røde pletter på kroppen. Huden skæller og kan klø. Psoriasis kan vise sig alle steder på kroppen, men ses hyppigst på albuer, knæ, underben, i hårbund og på nedre ryg. Sygdommen skyldes en betændelsestilstand i huden og kan i perioder blusse op. Der findes flere typer af psoriasis som plaque psoriasis, dråbeformet psoriasis, invers psoriasis (i hudfolderne) eller neglepsoriasis. Nogle mennesker med psoriasis kan også have smerter i leddene, såkaldt psoriasisgigt.

Rosacea

Rosacea er en hudsygdom, der giver rødme, knopper og udslæt i ansigtet. Nogle gange kan det føles, som om det brænder eller stikker i ansigtet. Ofte sidder udslættet i pande, på kinder, næse og hage. Man ved ikke præcis, hvad sygdommen skyldes, men udslættet kan forværres af stærk mad, alkohol, stress og sol. Sygdommen smitter ikke og debuterer normalt efter 30-årsalderen.

Fransk rosen (pityriasis rosea)

Hudsygdommen kaldet ’fransk rosen’ (på latin pityriasis rosea) er karakteriseret ved røde, eksemlignende pletter, især på overkroppen. Udslættet starter med en enkelt, lyserød plet, der kan skælle og klø. Inden for et par uger, kommer der flere, lignende pletter, dog ikke så tydelige som den første. Ansigtet er normalt ikke udsat. Fransk rosen menes at skyldes en virus og er mest almindelig blandt børn i skolealderen og unge voksne (10-35 år). Hudsygdommen smitter ikke og går normalt over af sig selv inden for et par måneder.

Skoldkopper

Skoldkopper er en meget smitsom virussygdom, som primært rammer børn. Sygdommen skyldes virussen varicella zoster (VZV).  Når du først har haft skoldkopper, er du immun og kan ikke smittes igen. Det tager 10-20 dage fra smitte, til du kan se skoldkopperne. Sygdommen begynder mange gange med feber og giver derefter rødt udslæt på huden, der udvikler sig til væskefyldte blærer og sår, som klør. Jo ældre du er, når du får skoldkopper, jo værre er symptomerne.

Børnesår (impetigo)

Børnesår er en smitsom bakterieinfektion i huden, der oftest rammer børn i førskolealderen. Det starter som en rød knop, der udvikler sig til et sår med ravgul skorpe. Børnesår er mest almindeligt i ansigtet, men kan også ses andre steder på kroppen. Ofte opstår børnesår i forbindelse med forkølelse, da bakterier har lettere ved at sætte sig fast i fugtig eller irriteret hud. Børn med eksem får lettere sygdommen, fordi hudbarrieren allerede er svækket.

Hånd-fod-mund-sygdom (efterårsblærer)

Hånd-fod-mund-sygdom er en infektionssygdom, der primært ses hos børn under 10 år. Infektionen smitter ved fysisk kontakt og er mest smitsom de første par dage. Symptomer er feber og blæredannelse i og omkring munden og nogle gange også på hænder, fødder og balder. Deraf navnet på sygdommen. 
Hånd-fod-mund-sygdom ses mest om sommeren og efteråret og går ofte i sig selv inden for en uge.

Mæslinger 

Mæslinger er en meget smitsom og potentielt farlig virus. Heldigvis ses mæslinger, på grund af det nationale vaccinationsprogram, kun sjældent. Symptomer kan være høj feber, tør hoste, løbende næse, lysfølsomhed, hævede lymfeknuder og udslæt i ansigtet, der kan sprede sig til resten af kroppen. Udbruddet er først fintprikket og lyserødt, sidenhen mørkere og sammenflydende. Der er høj risiko for komplikationer som betændelse i ørerne, lungerne og bihulerne. I værste fald kan man få hjernebetændelse, der kan være livstruende. Sygdommen er mere udbredt i udlandet, men kan stadig lejlighedsvist bryde ud herhjemme.

Tredagesfeber (exanthema subitum)

Tredagesfeber er en ufarlig virussygdom, der normalt ses hos børn mellem 6 måneder og to år. Sygdommen begynder med høj feber, der varer i cirka tre dage. Når feberen falder, får barnet ofte et rødt udslæt på mave og ryg, som forsvinder af sig selv i løbet af få dage. Nogle børn får ikke udslæt. Man kan kun få tredagesfeber én gang. Herefter er man immun over for sygdommen.

Læs om forskellige typer eksem

Test dig selv – hvor svært er dit eksem?

Har du fået diagnosen atopisk eksem af en læge? Så kan du teste, hvor alvorligt dit eksem er.