Du kan blive (næsten) fri for eksem
I dag kan du få så meget styr på dit Atopiske Eksem, at du kan blive (stort set) fri for eksemet og de gener, det har for dit liv. Sådan har det ikke altid været, men ny viden om eksem og en lang række nye behandlinger betyder, at du med nutidens muligheder kan komme tættere på at leve det liv, DU drømmer om – uden at være generet af eksem. Og det uanset, om du er ny med eksem eller har levet med det i mange år og stadig kæmper med det.
Din vej til et liv uden eksem
Er du fortsat påvirket af eksem? Så er den gode nyhed, at du bør kunne få det bedre. Se filmen, der viser vejen til et liv med kontrol over eksemet.
Hvad vil det sige at have kontrol over sit eksem?
Når du har kontrol over dit eksem, er det DIG, der har styr på sygdommen. Det betyder, at eksem og kløe fylder et minimum, så du kan:
- slappe af uden konstant at klø dig
- sove uden at kradse dig til blods
- gå i det tøj, du har lyst til
- ses med familie og venner uden at bekymre dig om, hvordan du ser ud.
Det er alt sammen muligt, selvom du har atopisk eksem – hvis du altså får den rette behandling.
Giv ikke op, selvom det kan tage tid
At finde den behandling, der gør DIG stort set fri for symptomer, kan tage tid – især hvis du er hårdt ramt eller meget påvirket af eksemet. Men husk: Det ER muligt at få kontrollen. Så giv ikke op, insister på at få den hjælp og behandling, der gør, at eksemet svinder ind.
Dit mål er, at du bliver (stort set) fri for eksem. Har du stadig eksem, selvom du følger din behandling som aftalt med lægen? Så er du ikke i mål: Der vil som regel være en anden behandling, der kan hjælpe dig bedre. Du er først i mål, når du kan leve det liv, DU drømmer om – uden at bekymre dig om eksem, kløe og alt det, der følger med.
Du kan få kontrol over eksemet
Hudlægen fortæller: ”I dag er ambitionen for alle med atopisk eksem: Sygdomskontrol, fravær af ubehag fra huden og frihed til at gøre det, man gerne vil. Der kan langt de fleste bringes hen i dag – også dig.”