Praktiserende læge, hudlæge eller specialist
Hvem, der kan hjælpe dig med at få kontrol over eksemet, afhænger af, hvor meget eksem du har, og hvor påvirket du er af det. Der er tre typer læger, der kan hjælpe dig med at få en behandling, der kan holde dit eksem i ro:
1. Praktiserende læge
2. Hudlæge på klinik (dermatolog)
3. Specialist på hudafdeling på hospitalet
Fortæl, hvordan eksemet påvirker dig
Vejen gennem sundhedssystemet kan se forskellig ud, afhængigt af hvor påvirket du er af eksemet. De fleste starter hos deres praktiserende læge. Nogle bliver henvist til en specialist på en privatklinik eller på en specialiseret hudafdeling.
Uanset hvilken læge du bliver behandlet af, skal du huske, at ingen er mere ekspert i din sygdom end dig selv. Og jo mere du fortæller din læge om, hvordan eksemet påvirker dig, jo bedre kan han/hun hjælpe dig.
Hvor alvorligt er dit eksem?
Lægerne vurderer, hvor alvorligt dit eksem er ud fra tre sværhedsgrader: mild, moderat og svær. Sværhedsgraden indikerer, hvor hårdt ramt du er af eksemet og har betydning for, hvilken form for behandling der kan hjælpe dig.
Ved du ikke, om du har mild, moderat eller svær eksem? Så svar på et par hurtige spørgsmål i testen her og få en indikation på sværhedsgraden af dit eksem.
Mærker du kun lidt til dit eksem?
Din praktiserende læge vil som regel kunne hjælpe dig, der har eksem i mild grad uden at være særligt påvirket af det. Mildt atopisk eksem er kendetegnet ved kløende udslæt på huden.
Du kan typisk holde eksem og kløe i ro ved at behandle med fugtighedscreme, eventuelt suppleret med en mild hormoncreme. Fugtighedscreme virker også forebyggende og modvirker samtidig, at din hud tørrer ud og revner. Cremen virker dog kun, når du bruger den dagligt, gerne flere gange om dagen.
Husk at bestille tid til kontrol hos din læge for at tjekke, om behandlingen virker ordentligt. Hvis du fortsat er generet af dit eksem, bør du bede om en henvisning til en hudlæge, også kaldet for en dermatolog.
Få mest ud af besøget hos hudlægen
Ventetiden til hudlægen kan være lang. Men du kan bruge tiden på at sikre, at du får max udbytte, når du møder hudlægen. Hør lægens fif til, hvordan du bruger ventetiden til at optimere besøget.
Mærker du en del til dit eksem?
En hudlæge kan hjælpe dig, der har eksem i moderat grad. Moderat eksem er kendetegnet ved vedvarende kløe, udslæt med skorpedannelse og revnet hud. Du kan også have sår på store dele af kroppen. Du vil som regel være påvirket af dit eksem.
Fugtighedscreme og milde hormoncremer er ikke altid nok til at holde eksemet nede, når du har moderat eksem. I stedet kan hudlægen give dig stærkere hormoncremer, eventuelt suppleret med intensive, kortvarige kure med tabletter eller indsprøjtninger.
Det er muligt, at du skal prøve flere behandlinger, før du finder en, der virker for dig. Du bør derfor ikke gå fra hudlægen uden en ny tid i kalenderen og et konkret behandlingsmål, så I sammen kan vurdere, om behandlingen giver den ønskede effekt.
Hvis dit eksem ikke bliver bedre efter flere forsøg med behandling og kure, bør du få en henvisning til specialist på en hudafdeling på hospitalet. De specialiserede hudafdelinger findes her: Bispebjerg, Gentofte, Odense, Roskilde, Viborg, Århus eller Aalborg. Det er din hudlæge, der skal henvise dig.
Mærker du altid til dit eksem?
En hudlæge eller en specialist på en hudafdeling på hospitalet kan hjælpe dig, der har eksem i svær grad. Svært atopisk eksem er kendetegnet ved rødt udslæt, vedvarende kløe og dårlig søvn, og hos nogen er livskvaliteten meget påvirket. Faktisk kan svært atopisk eksem være så generende og smertefuldt, at det kan blive nødvendigt at blive indlagt på hospitalet.
Men giv ikke op. I dag er målet for alle med eksem at få kontrol over det. Og det er muligt for langt de fleste, også selvom du er hårdt ramt af eksem. Det kræver dog ofte tålmodighed. For fugtighedscremer og selv stærke hormoncremer er ikke altid nok til at holde ubehaget fra huden nede. I stedet vil der ofte være behov for at supplere med tabletter eller indsprøjtninger – det der kaldes for systemisk behandling.
Du kan bede din hudlæge om en henvisning til en specialist på hospitalet, hvis du bliver ved med at have eksem og være påvirket af det. Vent ikke for længe, også her er der lang ventetid.
Hos de specialiserede hudafdelinger på hospitalet kan du få en kombination af flere behandlinger, flere typer systemisk behandling, og nogen kan også få de nye biologiske behandlinger.
Hvilke hospitaler behandler eksem?
Syv hospitaler i Danmark har en specialiseret hudafdeling. Her kan de hjælpe dig, der er hårdt ramt af eksem. Du kan bede din læge om en henvisning til enten Bispebjerg, Gentofte, Odense, Roskilde, Viborg, Århus eller Aalborg.