Praktiserende læge, hudlæge eller specialist?

Der er tre typer læger, der kan hjælpe dig med at få en behandling, der kan give dig kontrol over den sjældne hudsygdom, prurigo nodularis:

1. Din praktiserende læge

2. Hudlæge på klinik (dermatolog)

3. Specialist på hudafdeling på hospitalet

Sådan kommer du fra læge til hudlæge og specialist

De forskellige læger og specialister har adgang til forskellige behandlingsmuligheder. Jo hårdere du er ramt, jo mere specialiseret behandling vil du typisk have brug for.

Din praktiserende læge vil altid være første skridt til at få hjælp. Men da Prurigo Nodularis er en sjælden hudsygdom, vil mange opleve, at de først kan få den nødvendige hjælp, når de kommer videre til en hudlæge eller specialist på en af landets seks hospitalsafdelinger. Derfor er det vigtigt, at du får en henvisning fra din læge, hvis han/hun ikke kan hjælpe dig.

Hvornår bør du tale med din (hud)læge?

Du bør tale med en (hud)læge hvis:

• Din hud klør meget

• Du har mange generende knopper på huden

• Du føler, du har mistet kontrollen over sygdommen

• Du har spørgsmål til din sygdom og/eller behandling.

Har du ikke talt med en læge i en længere periode, bør du bestille en tid. De seneste år er der kommet flere nye behandlingsmuligheder, som måske også kan hjælpe dig.

Fortæl, hvordan sygdommen påvirker dig

Uanset, hvilken læge du bliver behandlet af, skal du huske, at det er dig, der er ekspert i, hvordan din sygdom påvirker dig. Jo mere du fortæller din læge om, hvordan det er for dig at leve med de kløende knopper – både fysisk og psykisk – jo bedre kan han/hun hjælpe dig.

Bliver du ved med at være generet af de samme symptomer, selvom du følger den behandling, du har aftalt med lægen? Så skal du høre, om du kan prøve alternativer eller blive henvist videre til hudlæge eller en specialist på et hospitalsafdeling.

Hvilke hospitaler behandler Prurigo Nodularis?

Seks hospitaler i Danmark har en specialiseret hudafdeling, der kan hjælpe dig, der er hårdt ramt af Prurigo Nodularis. Du kan bede din (hud)læge om en henvisning til enten Bispebjerg, Gentofte, Odense, Roskilde, Århus eller Aalborg.