Ny viden giver flere muligheder
I lang tid har man kun haft begrænset viden om hudsygdommen Prurigo Nodularis. Derfor har der ikke været meget hjælp at hente hos læger og hudlæger. Men efterhånden har mere og mere forskning på området givet en bedre forståelse for sygdommen. Det har åbnet døren for ny viden og nye behandlingsmuligheder. Derfor er der i dag større muligheder end tidligere for få kontrol over sygdommen og dens symptomer.
3 typer behandling for prurigo nodularis
Afhængigt af, hvor generet du er af prurigo nodularis, kan din (hud)læge tilbyde dig forskellig behandling. Groft sagt er der tre typer behandling:
1. Medicinske cremer
2. Indgreb
3. Systemiske behandlinger
Tal med din (hud)læge, hvis du vil vide mere om de forskellige behandlinger, og hvad der kan være den rette løsning for dig.
De medicinske cremer smører du direkte på huden. Tal med din læge om, hvordan og hvor ofte du skal bruge cremerne. Medicinske cremer findes i forskellige styrker. Denne form for behandling kaldes på fagsprog topikal behandling.
Indgreb betyder typisk, at du får en indsprøjtning direkte på dine knopper. Det kan også være kuldebehandling af knopperne, kaldet for kryoterapi.
Systemiske behandlinger er en medicinsk metode, der påvirker hele kroppen. Behandlingen består som regel af enten tabletter med immundæmpende medicin eller indsprøjtninger med et biologisk lægemiddel. Systemiske behandlinger virker på immunsystemet eller nervesystemet på forskellige måder.
Tag kontrol med en behandlingsplan
En behandlingsplan er (som regel) en skriftlig plan, du lægger i samarbejde med din (hud)læge. Planen beskriver, hvilke lægemidler, du skal bruge, hvordan du bedst plejer din hud, og hvad du ellers skal gøre for at skrue ned for din kløe og få færre knopper på din hud. Planen kan bl.a. forhindre, at du får blodige sår og på sigt ar af at kradse din hud.
Sammen med din (hud)læge kan du løbende justere din behandlingsplan, hvis det fx viser sig, at din behandling ikke virker godt nok. Fortæl altid din (hud)læge om, hvordan sygdommen påvirker dig. Så kan lægen bedst vurdere, om behandlingen har den ønskede effekt, eller om du skal prøve et alternativ.
Hjælp din læge til at hjælpe dig
Vil du have den bedst mulige hjælp til at få styr på Prurigo Nodularis? Så er det afgørende, at du har en åben og ærlig dialog med din (hud)læge. Jo mere din læge ved om, hvordan du har det, jo bedre kan han/hun hjælpe dig.
Fortæl, hvordan sygdommen generer dig – både fysisk og mentalt.
Fortæl om kløen, om den forstyrrer din søvn om natten eller din koncentration om dagen.
Fortæl, hvis dit humør er påvirket, eller hvis du er begyndt at trække dig fra sociale aktiviteter.
Alt, du fortæller, kan hjælpe din læge med at lægge den bedst mulige behandlingsplan for dig.
Forbered dig på samtalen med (hud)lægen
Skriv også de spørgsmål ned, du har til din (hud)læge inden samtalen.
Skriv ned, hvordan du oplever dine tegn og symptomer, og hvordan de påvirker dig.
Skriv ned, hvad sygdommen betyder for dit liv – fx for din søvn og livskvalitet, og dit humor, arbejde og sociale liv.
Tag billeder af din hud i naturligt lys og vis til din (hud)læge.