Tag din behandling som aftalt
Du har selv et ansvar for at få kontrol over dit eksem. Ikke mindst skal du altid tage din behandling, som aftalt med din læge eller hudlæge. Fortsætter eksemet, skal du tale med din læge om eventuelt at justere behandlingen eller prøve en anden behandling. Ved siden af din behandling er der flere ting, du kan selv kan gøre for at få kontrol over eksemet og holde det nede.
Smør dig korrekt med cremer
Udover den medicinske behandling er der mange ting i din hverdag, du kan gøre for at nedtone eksemet eller forebygge, at det blusser op. Bl.a. er det vigtigt, at du giver din medicinske behandling de bedste betingelser for at virke:
Tilfør ekstra fugt ved at smøre dig med en blødgørende fugtighedscreme eller -salve, helst to gange dagligt. Brug gerne en, der indeholder karbamid (urea), der kan nedtone udviklingen af eksem. Undgå irriterende stoffer, der kan udtørre huden. Cremen kan også være med til at mindske kløen, fordi tør hud klør mere end normal hud.
Vask dig grundigt, før du smører huden med cremer (både fugtighedscremer og hormoncremer). Så trænger cremerne bedre ind og giver lindring.
Hvad kan du selv gøre for at lindre atopisk eksem?
Undgå at klø dig
Klør det så meget, at du ikke kan ignorere det? Så prøv at klemme huden i stedet for at klø. Det lindrer lidt og skader ikke på samme måde, som når du klør dig med fingerspidserne. Det er også en god ide at holde dine negle korte, så du ikke risikerer at rive dig selv og forværre eksemet yderligere. Nogen sover med handsker, fordi de klør sig selv i søvne.
Hold en jævn temperatur og undgå sved
Kulde tørrer huden ud, mens varme giver sved, der irriterer huden. Hold derfor en jævn temperatur i hjemmet med varmekilder, udluftning og tøj, der holder dig lun uden at svede.
Ophold dig ikke for længe i solen
Solen kan i nogle tilfælde forbedre eksem. Men fordi huden er ekstra følsom, kan du let blive solskoldet. Sørg for at smøre huden både før og efter solbadning for at undgå tørhed. Undgå solcremer med skadelige stoffer.
Undgå stress
Eksemet kan påvirke dig mentalt. Søg hjælp, hvis du føler dig stresset. Det kan forværre eksemet – og så er det ikke noget, du skal gå alene med.
Hvad bør du undgå at gøre?
Flere ting i dine omgivelser kan give eksemudbrud. Især alt, der udtørrer eller på anden måde generer din hud. Se her, hvad der bl.a. kan forværre dit eksem:
- Overdreven brug af sæbe og vaskemiddel udtørrer din hud. På apoteket kan du købe milde sæber, der er velegnede ved eksem.
- Uld og syntetiske materialer kan irritere din hud mere end normalt. Bomuldstøj er det bedste. Nogen har også gode oplevelser med bambus.
- Nogle fødevarer kan forværre eksemet. Hos børn kan eksem omkring munden blive værre af at spise citrusfrugter, tomater, jordbær, chokolade og kiwi. Barnet er ikke nødvendigvis allergisk over for disse fødevarer. Reaktionen kan skyldes, at huden er ekstra følsom.
- Stress, hormoner og infektioner og andre psykologiske faktorer kan forværre dit eksem: Faktisk kan både stress, graviditet og menstruation udløse eksem. Og har du en infektion i kroppen, kan også det give eksemudbrud. Så pas godt på dig selv.
- Lange, varme bade irriterer huden. Hold dem korte og lune. Brug eventuelt badeolie for at undgå udtørring, og smør huden med det samme efter badet for bedst effekt.
Hvordan kan du håndtere følelserne?
Eksem er mere end en fysisk sygdom. Fordi udslættene er synlige og generende, kan eksemet ofte påvirke dig følelsesmæssigt. Heldigvis er der mange teknikker til at håndtere følelserne – her får du nogle af dem:
Ved milde symptomer
- Fokuser på sunde vaner – fx følg din hudplejerutine, spis sundt og gå i seng til tide
- Øv dig i at meditere – det kan gøre dig mindre bekymret for eventuelt fremtidige eksemudbrud
- Pas på med at dømme eller kritisere dig selv, det er ikke din skyld, at du har atopisk eksem
Ved moderate symptomer
- Brug afledningsteknikker for at fjerne fokus fra smerte og kløe – fx kan du se en film eller læse en bog
- Når du oplever det første tegn på et nyt eksemudbrud, bør du forsøge at slappe mest muligt af. Stress kan nemlig forværre udbruddet
- Prøv eventuelt at lave meditationsøvelser for at håndtere ubehag
Ved alvorlige symptomer
- Øv dig i teknikker til, hvordan du kan sove bedre
- Fokuser på dit selvværd for at bekæmpe negative tanker
- Udvikl forskellige afledningsteknikker for at undgå at komme til at klø
- Når eksemet er i udbrud, er dit primære mål at lindre ubehaget. Pas godt på dig selv og prøv at undgå stress, der kan forværre symptomerne.
Mød andre hos patientforeningen
Atopisk Eksem Forening kan hjælpe dig med mere information om livet med atopisk eksem. Du kan også møde andre, der lever med eksem og høre, hvordan de har fået kontrol over eksemet.