Det er ikke din skyld

Author: Lisbeth Venø Kruse, MD. PhD | Date: 21 April 2026

Mit fokus er på børn og deres familier. At have et barn med en atopisk sygdom er virkelig krævende. Disse familier skal i løbet af en travl dag ofte give flere typer medicin til deres barn. Nætterne kan være brudt af kløende hud og hoste, og hos nogle familier skal man også takle frygten for at skade deres barn med mad som barnet ikke tåler. Der er kort sagt virkelig meget at blokke om, og i dag vil jeg starte med en af de vigtigste beskeder jeg har til eksem børnenes forældre: Det er ikke din skyld!

Skyldfølelsen når eksem fylder hele hverdagen

Jeg taler jævnligt med forældre til børn med børneeksem. De behandler barnet med forskellige behandlings cremer (oftest steroid creme) til eksem frembrud og fedtcreme som de dagligt smører barnet med. Alligevel oplever de fleste, at barnets hud pludselig forværres og der opstår ny eksem.

Ofte fortæller forældrene mig, at de herefter kigger tilbage på de sidste dage, for at se hvad de har gjort forket. Forældrene beskriver skyldfølelse, når barnet igen græder sig igennem en nat med hudkløe. De frygter ofte, at de har udsat barnet for mad eller andet, som barnet ikke tålte - men børn med atopisk eksem har ikke nødvendigvis allergi. Jeg bruger en del tid på at sætte forældre fri fra denne skyld.

Børneeksem kommer ofte i bølger

Børneeksem kommer oftest i bølger - i nogle perioder er det slemt, andre gange er det næste væk. Hvad eksemforværringerne skyldes, er der skrevet mange artikler om. Flere nævner hårdt vand, lav luftfugtighed, irritanter som uld i tøjet, vinterkulde eller sommervarme, virusinfektioner, stress osv som mulige årsager til eksemforværringerne. Ofte er der ikke en klar grund til forværringen.

Hvad kan du gøre ved en forværring?

Mit råd til forældrene er denne: Når forværringen opstår så intensiver behandlingen som instrueret af din læge. Begynd ikke at fjerne mad fra barnets kost ud af frygt for allergi eller at aflive husstandens hund. Hvis eksemen med behandling bedres igen, selvom de samme potentielt allergiudløsende ting stadig er til stede i hjemmet, så var det ikke dem, der gjorde eksemen værre.

Hvornår skal der mere til?

I enkelte tilfælde kan eksemen drives af allergi for f.eks. pelsdyr, støv eller pollen eller noget i barnets mad, men sådan en mistanke skal først opstå ved betydelig atopisk dermatitis, der ikke kan behandles ned med cremerne eller hvis barnet viser andre tegn på allergi (f.eks. symptomer på høfeber eller fødevareallergi). I disse tilfælde skal barnet ses af en læge med viden om allergi og udredes med priktest og/eller blodprøver. Denne læge skal også hjælpe med at forbedre behandlingen af barnets eksem. Selv ved svær eksem er der ikke altid bagvedliggende allergi. Herefter skal der tages stilling til om barnet kan henvises til et hospital med henblik på intensivering af behandlingen.

Kære forældre til børn med børneeksem.

  • Barnet kan godt have børneeksem uden at have allergi
  • Børneeksem presser både barn og familie – søg hjælp ved fortsatte symptomer
  • Husk, børneeksem kommer ofte i bølger – og det er ikke din skyld!

Note: Børneeksem kaldes også atopisk eksem eller atopisk dermatitis

Lisbet Venø Kruse

Lisbet Venø Kruse, MD. PhD

Børnelæge med 25 års erfaring, specialiseret i allergiske sygdomme. PhD i 2011 om allergisk rhinitis og genetik. Tidligere overlæge på Aalborg Universitetshospital med ekspertuddannelse i pædiatrisk astma og allergi. Driver nu egen børnelægeklinik i Brønderslev.

Kunne du lide dette? Del på:

Seneste blog

Præsentation af blogger: Lisbet Venø Kruse

Børnelæge med 25 års erfaring, specialiseret i allergiske sygdomme. PhD i 2011 om allergisk rhinitis og genetik. Tidligere overlæge på Aalborg Universitetshospital med ekspertuddannelse i pædiatrisk astma og allergi. Driver nu egen børnelægeklinik i Brønderslev.

Fødevareallergi og eksem

Når ens barns eksem pludselig bliver værre, er det helt naturligt at tænke: Er det noget, mit barn har spist?

Vand, sol og atopisk eksem

Hvis varmt vand udtørrer huden; er det så bedre at bade i koldt vand? 
En tur i havets bølger giver god livskvalitet for de fleste; men er det ligefrem en kur? Og hvad med klorvandet i svømmehallen; er det godt?  ...

MAT-DK-2600133 v.2.0 21 April 2026