Fødevareallergi og eksem

Når ens barns eksem pludselig bliver værre, er det helt naturligt at tænke: Er det noget, mit barn har spist?

Author: Lisbeth Venø Kruse, MD. PhD | Date: 27 oktober 2026

Som forælder vil man gerne finde årsagen, så man kan hjælpe sit barn og forhindre nye udbrud. Derfor begynder mange familier at fjerne forskellige fødevarer fra barnets kost – ofte mælk eller æg, men nogle gange også flere andre fødevarer.

Jeg møder ofte familier i klinikken, hvor barnet har været på en eller flere diæter på grund af eksem. I de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt at undgå bestemte fødevarer. Det første, jeg arbejder med, er derfor at få styr på eksemen og samtidig hjælpe barnet med at få de fødevarer tilbage i kosten, som tidligere er blevet fjernet.

Hvornår skal man mistænke fødevareallergi?

Fødevareallergi er især relevant at overveje, hvis der er en tydelig og gentagen sammenhæng mellem en bestemt fødevare og akutte symptomer.

Det kan for eksempel være:

  • nældefeber
  • hævede eller irriterede øjne og næse
  • kvalme eller opkast
  • vejrtrækningsbesvær
  • påvirket bevidsthed

Symptomerne kommer ofte inden for få minutter efter, at barnet har spist fødevaren, men kan også komme inden for nogle timer.

Hvis dit barn får sådanne symptomer efter at have spist noget, er det vigtigt at søge lægehjælp. Notér gerne, hvad barnet har spist, og hvornår symptomerne opstod. Den mistænkte fødevare bør som udgangspunkt ikke gives igen, før barnet er blevet vurderet for mulig fødevareallergi.

Hvad hvis det kun er eksemen, der bliver værre?

I enkelte tilfælde kan en fødevareallergi være med til at forværre et barns atopiske eksem. Men hvis barnet:

  • ikke har andre symptomer på fødevareallergi
  • har gode perioder med fin hud, selvom barnet spiser den pågældende fødevare
  • eller har eksem, der kan behandles godt med den rette eksembehandling

…er det mindre sandsynligt, at barnet har brug for en diæt på grund af fødevareallergi.

Eksem hos små børn kommer ofte i bølger. En opblussen betyder derfor ikke nødvendigvis, at barnet har reageret på noget, det har spist.

Hvorfor skal man undgå unødvendige diæter?

Det kan være rigtig svært at være den familie, hvor et lille barn ikke må få mælk, æg eller andre almindelige fødevarer.

Det kan gøre måltider besværlige og skabe bekymring og utryghed – både hos barnet og hos forældrene. Og jo flere fødevarer man fjerner, desto sværere kan det blive at sikre, at barnet får den næring, det har brug for til at vokse og udvikle sig.

Endelig er der forskning der understøtter, at det er sundt for det lille barn at bliver introduceret til forskellige fødevarer. Studier viser at unødvendig udelukkelse af fødevarer kan i nogle tilfælde øge risikoen for senere at udvikle fødevareallergi. Derfor bør man ikke fjerne mælk, æg eller andre fødevarer fra et lille barns kost alene på grund af eksem uden først at tale med sin læge eller børnelæge.

Kære forælder – hvad skal du gøre?

Hvis dit barn får akutte allergiske symptomer efter at have spist, for eksempel nældefeber, opkast, hævelse, vejrtrækningsbesvær eller påvirket bevidsthed, skal I søge lægehjælp akut.

Start ikke en mælkefri, æggefri eller anden diæt alene på grund af eksem. Tal først med jeres læge eller børnelæge.

Hvis eksemen bliver ved med at genere dit barn, så søg hjælp. Der findes god behandling, og I behøver ikke stå alene med det.

Og vigtigst af alt: Eksem kommer ofte i bølger – det er ikke din skyld.

Lisbet Venø Kruse

Lisbet Venø Kruse, MD. PhD

Børnelæge med 25 års erfaring, specialiseret i allergiske sygdomme. PhD i 2011 om allergisk rhinitis og genetik. Tidligere overlæge på Aalborg Universitetshospital med ekspertuddannelse i pædiatrisk astma og allergi. Driver nu egen børnelægeklinik i Brønderslev.

Kunne du lide dette? Del på:

Seneste blog

Præsentation af blogger: Lisbet Venø Kruse

Børnelæge med 25 års erfaring, specialiseret i allergiske sygdomme. PhD i 2011 om allergisk rhinitis og genetik. Tidligere overlæge på Aalborg Universitetshospital med ekspertuddannelse i pædiatrisk astma og allergi. Driver nu egen børnelægeklinik i Brønderslev.

Det er ikke din skyld

Mit fokus er på børn og deres familier. At have et barn med en atopisk sygdom er virkelig krævende. Disse familier skal i løbet af en travl dag ofte give flere typer medicin til deres barn. Nætterne kan være brudt af kløende hud og hoste, og hos nogle familier skal man også takle frygten for at skade deres barn med mad som barnet ikke tåler. Der er kort sagt virkelig meget at blokke om, og i dag vil jeg starte med en af de vigtigste beskeder jeg har til eksem børnenes forældre: Det er ikke din skyld!

Vand, sol og atopisk eksem

Hvis varmt vand udtørrer huden; er det så bedre at bade i koldt vand? 
En tur i havets bølger giver god livskvalitet for de fleste; men er det ligefrem en kur? Og hvad med klorvandet i svømmehallen; er det godt?  ...

MAT-DK-2600434 v.1.0 27 oktober 2026