Atopiske muligheder

I dag ved vi meget mere om sygdommen atopisk eksem, end vi gjorde for bare ti år siden. Vi ved faktisk rigtigt meget mere om både årsag, prognose og behandling. Og udviklingen går hurtigt.

Author: Uffe Nygaard, MD. PhD | Date: 12 november 2019

Atopiske muligheder

For få uger siden deltog jeg ved ’Den europæiske kongres for hudsygdom’ EADV, og her blev jeg kun bekræftet i, at det går den rigtige vej. Behandlingsfeltet er i rivende udvikling, og der er nye spændende muligheder på vej.

Forvent mere

Du skal forvente mere. I forhold til hvad - tænker du måske? Jeg mener: i forhold til din sygdom, din rådgivning og din behandling. 

I min sidste blog skrev jeg, at alle fortjener et normalt liv – eksem eller ej. 

For dig der lever med Atopisk Eksem bør målet derfor være, at du kan leve med en fornemmelse af sygdomskontrol. Med sygdomskontrol mener jeg; fravær af ubehag fra huden og overskud til at du kan gøre de ting, du gerne vil. Du bør forvente, at din egen læge, din privat praktiserende hudlæge eller den hudlæge du møder på hospitalet, kan bringe dig derhen i livet, hvor sygdommen er i kontrol. 

Hvis ikke de kan det, må du insistere på at komme videre i systemet – det vil sige til en ny behandler og/eller en ny behandling. 

I dag findes der en god behandling til alle, uanset om du har let eksem i albuebøjningerne, eller om du er rød og kløende i hele huden.

Fremtiden er lys

Til den netop afholdte europæiske kongres i Madrid, bemærkede jeg og de 11.000 andre deltagere, noget vi ikke plejer. En anderledes spirende begejstring omkring behandlingen af denne sygdom. Jeg hørte en lang række præsentationer fra toneangivende læger og forskere – og jeg blev blæst bagover: 

En professor fra Bonn fortalte, at vi langt om længe er ved at knække koden til de væsentlige forskelle, der er på de mange uens typer af atopisk eksem, eksempelvis håndeksem, hoved-hals eksem, eksem hos børn, hos ældre og flere andre variationer. De forskellige typer har forskellige udtryk, forskellige prognoser og kræver forskellige behandlinger. Der findes ikke ”one-size-fits-all” indenfor atopisk eksem, men individualiseret medicin ser ud til at være inden for rækkevidde. 

En forsker fra Århus fortalte, at det nu er dokumenteret at fugtighedscreme, som er en ufravigelig del af behandlingsplanen hos alle, også virker anti-inflammatorisk i huden og ikke kun fugtende og styrkende. Også dette var ny viden for mig. 

Dertil blev jeg præsenteret for forskningsresultater om nye behandlinger, der er på trapperne – til min store glæde kunne jeg konstatere, at over 70 virksomheder er i gang med at udvikle et eller flere nye lægemidler til sygdommen.

Vi ses i morgen

Jeg glæder mig til at møde patienterne i atopi-klinikken allerede i morgen, for jeg har meget nyt at fortælle og nye vinkler på rådgivning og behandling. 

Som menneske der lever med atopisk eksem bør du også forvente at få adgang til den nyeste viden og de bedste behandlinger, så også du kan opnå sygdomskontrol. Det fortjener du. 

De bedste hilsner fra Uffe

Uffe Nygaard

Uffe Nygaard, MD. PhD

38 år, læge siden 2011, har arbejdet med hudsygdomme siden 2012 og fra første dag haft primær interesse for atopisk eksem. Fik i 2016 Ph.d. graden for forskning inden for hudbarrieren og biomarkører ved atopisk eksem. Bor i Aarhus med sin hustru og to børn.

Kunne du lide dette? Del på:

Seneste blog

Jul uden den sædvanlige ”jule-hud-kløe”

Julen er skøn; men kan også være udfordrende for dig med eksem.  Jeg vil sætte fokus på et par af de hudproblemer, jeg tit har hørt om.

Undgå at dit eksem blusser op i julen – gode råd fra eksperten

Undgå at dit eksem blusser op i julen

Levende lys, varme fra radiatorer der buldrer, ild i pejsen og spændende mad på bordet. Alt det giver julelys i øjnene hos de fleste. Men for dig med atopisk eksem, giver julen også udfordringer.

Patientforeningerne er til for dig – husk at bruge dem

Patientforeningerne er til for dig

Patientforeningerne giver dig ikke kun råd og vejledning, som kan hjælpe dig i hverdagen. De kæmper også for at forbedre rammebetingelser for dig og de godt 235.000 voksne danskere (samt hvert femte danske barn), der lever med atopisk eksem.