Sol og sommer er godt for de fleste – også for dig med eksem
En sommerferie med blå himmel og sol har for langt de fleste en positiv effekt på eksem og kløe. Og det er der gode forklaringer på. Undersøgelser viser, at solens stråler virker anti-inflammatorisk og kan være med til at dæmpe dit eksem og din kløe. Men der er desværre nogle, der oplever det modsatte.
Author: Annemarie Yde-Andersen, sygeplejerske og allergikonsulent | Date: 22 juni 2020
For rigtig mange mennesker der lever med atopisk eksem, er sommeren ofte en kærkommen årstid; men du er måske en af dem, der oplever det modsatte?
Høje temperaturer, der lokker den salte sved frem i huden, kan give en meget ubehagelig fornemmelse af svie og kløe. Men fortvivl ej:
Et køligt brusebad efter strandturen vasker den generende sved af og virker dæmpende på ubehaget i huden. Brug en god fugtighedscreme bagefter.
Sol er godt – meget sol er mindre godt
Solens stråler har mange gode egenskaber. De dæmper eksemet, danner livgivende D vitamin i huden og giver velvære; men for meget sol kan forværre dit eksem og din hudkløe. For ikke at tale om risikoen for solskoldning og i værste fald hudkræft. Derfor er det vigtigt med solbeskyttelse.
Find den kombination af solbeskyttelse, der passer til dig
Hvis du er ude i solen midt på dagen og UV-indekset er over 3, anbefales det, at du bruger solbeskyttelse og så vidt muligt at søge skyggen. Særligt midt på dagen.
Dit sædvanlige tøj, giver dig en rimelig god beskyttelse. Og løstsiddende tøj i tætvævet bomuld, giver den bedste beskyttelse mod UV-stråling. Mørkt tøj, beskytter bedre end lyst. Hvis dit tøj bliver vådt, eller er meget slidt, beskytter det dårligere. Du kan tjekke, hvor godt dit tøj beskytter dig, ved at holde det op mod solen og se, hvor meget lys der trænger igennem stoffet.
Der findes tøj og badetøj med garanteret beskyttelse mod UV-stråler, også når det bliver vådt. Hvis du tager en hat på med bred skygge, beskytter du både hoved, hals og nakke.
Skræddersy din solbeskyttelse
Før du vælger din solbeskyttelsescreme, skal du tænke over:
Hvor sart din hudtype er over for solen, og hvor let du bliver solskoldet? Jo mere sart du er, jo mere skal du beskytte dig. En creme med solfaktor på 15, er som regel nok i den danske sommer. Under de varme, sydlige himmelstrøg, vil de fleste med lys hud have brug for en creme med solfaktor 30. Og den skal beskytte mod både UVA og UVB stråling.
Hvis du bader i pool eller hav, er du bedst beskyttet, hvis du bruger de vandfaste varianter. Waterresistent beskytter dig stadig efter 40 minutter i vand og Waterproof efter 80 minutter i vand. Som du kan se herunder, får du ikke væsentlig mere beskyttelse ved at stige i faktor.
- Solfaktor 15 blokerer 93% af UVB-strålerne
- Solfaktor 30 blokerer 97% af UVB-strålerne
- Solfaktor 50 blokerer 98 % af UVB-strålerne
- Solfaktor 100 blokerer 99 % af UVB-strålerne
Er der UVA-beskyttelse i solfaktorcremen, der svarer til mindst en tredjedel af UVB beskyttelsen, må producenterne påføre deres produktet dette symbol.
”Prøvesmør” før køb af solcreme
Jeg hører ofte, at solbeskyttelsescremen har irriteret huden hos mennesker med atopisk eksem. Den kan være svær at smøre ind. Tyndtflydende creme, lotion eller gel kan være lettere at bruge.
Du kan bede om at få lov til at ”prøvesmøre” et lille hudområde, mens du er i forretningen. Så undgår du forhåbentlig at komme til at købe en creme, som din hud har det dårligt med. Mange med eksem, er eksperter i at mærke, om en creme duer for dem.
Jeg anbefaler, at du bruger nok. Hvis du smører et for tyndt lag på, bliver faktoreffekten mindre. Du skal bruge en hel håndfuld creme til en hel krop. Hvis du smører to gange, er du mere sikker på, at du har smurt alle steder.
Solfaktorcremen kan give dig allergi
Solfaktorcremer til børn er sammensat med så få allergifremkaldene stoffer som muligt; men både voksne og børn kan reagere med rødme og kløe over for indholdsstofferne i solfaktorcremen. Du kan få hjælp i dit valg, ved at se efter deklarationsmærker vedrørende både allergi – og miljøproblematiske indholdsstoffer.
Som alternativ, kan du vælge solfaktorcremer med fysisk filter. De er desværre ofte lidt sværere at smøre ud.
Kan solen forbygge eksem?
Ja, det er der noget, der tyder på. Måske skyldes det, at der dannes D-vitamin i huden, når vi er i solen, og at D vitaminet hæmmer inflammationen – men det vides ikke med sikkerhed.
Før du rejser på ferie
Covid19 betyder, at der i år er færre der rejser. Men hvis du skal afsted på ferie, er det en god ide at huske dine hudplejeprodukter og behandlingsmidler. Det kan være svært at finde de sikre produkter, som du plejer at bruge, når du først er i udlandet.
Til slut vil jeg blot ønske dig en god, hudrask og forhåbentligt solsikker sommer 😊
Næste blog kommer til at handle om skolebørn med atopisk eksem.
Venlig hilsen
Annemarie
Kunne du lide dette? Del på:
Annemarie Yde-Andersen, sygeplejerske og allergikonsulent
Allergi, hudsygdomme, hudpleje, børn og formidling har min store interesse. Jeg har arbejdet som sygeplejerske på hudambulatoriet/Odense Universitets Hospital og i Astma-Allergi Danmark, hvor jeg underviste i Eksemskole begge steder. Jeg brænder også for forskning og har arbejdet som projektsygeplejerske i to lægers Ph.D projekter. De sidste 12 år har jeg haft min egen virksomhed, AllergiKonsulenten, hvor jeg primært arbejder med patientundervisning og rådgivning om hudpleje.
Seneste blog
Vand, sol og atopisk eksem
Hvis varmt vand udtørrer huden; er det så bedre at bade i koldt vand?
En tur i havets bølger giver god livskvalitet for de fleste; men er det ligefrem en kur? Og hvad med klorvandet i svømmehallen; er det godt? ...
Patientforeningerne er til for dig
Patientforeningerne giver dig ikke kun råd og vejledning, som kan hjælpe dig i hverdagen. De kæmper også for at forbedre rammebetingelser for dig og de godt 235.000 voksne danskere (samt hvert femte danske barn), der lever med atopisk eksem.