Når noget sætter tingene i bevægelse

Læs lige ovenstående afsnits sidste sætninger en gang til... Kontrasten er tankevækkende. At man kan opleve sådan et voldsomt eksem og alligevel pålægge sig selv tapper resignation. Jeg fortalte ham, at mine ambitioner for hans eksem lå et helt andet sted. Trofaste læsere kan måske gætte, hvad jeg sagde til dem?

Målet for os er altid oplevelse af sygdomskontrol, fravær af ubehag fra huden og frihed til at gøre det, man gerne vil. Efter jeg sagde det, gik der fem lange, stille sekunder – hvorefter den 17-årige tilstod, at han ville gøre ”hvad som helst” for at slippe for eksem.

En hud under så hårdt pres kan naturligvis ikke fikses på en enkelt konsultation. Det vi gjorde var at opnå en fælles forståelse af sygdommen og dens behandling. Og vi udformede i samarbejde en skriftlig behandlingsplan, som skabte tryghed og tillid. Vi følger naturligvis op efter fire uger - efter mit normale arbejdsprogram. Har man sagt A, må man også sige B!

Maja har ændret indstilling til sit eksem og sit forløb over det sidste halve år. Hun er gået fra et ”coping-mindset” til et ”forandrings-mindset”.

Et coping-mindset er et tankesæt præget af accept og resignation. Et tankesæt, hvor man ikke mener eller føler, at status quo kan ændres i nævneværdig grad. Og at potentialet for bedring er så elendigt, at det er frugtesløst bare at prøve. Det er også et værn mod potentielle skuffelser.

Et forandrings-mindset derimod finder man hos mennesker, der tror på at en anden og bedre vej i livet er mulig. Begge dele er moralsk set lige gode – og meget menneskelige. Her er ingen fordømmelse. Og det er vigtigt at forstå, at det kræver ressourcer (bl.a. økonomiske og sociale) at have et forandrings-mindset.  Man kan opleve, at ens håb bliver skuffet og det er benhårdt arbejde at rejse sig igen. Derfor har de fleste brug for opbakning, før de har mulighed for at indtage et forandrings-mindset.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at hjælpe Maja, hun gjorde selv en kæmpe indsats og fik aktiveret noget af sit netværk i samme ombæring. Nu tror hun på projektet. Hun ved, at vi vil hende det bedste. Hun tror på, at vi kan hjælpe, at hun kan overkomme processen, og at hun faktisk kan få det bedre. Det er et solidt udgangspunkt for hendes videre forløb, forhåbentlig mod sygdomskontrol.

Hvad fremtiden bringer for dig med eksem, dig, som er pårørende til en med eksem, eller for Maja – ja, det kan jeg ikke spå om. Men jeg håber, at Majas historie kan være et spejlbillede, som kan få dig til at reflektere over din egen proces. Og måske inspirere dig til at søge forandringer, hvis du eller en du kender, er et sted, hvor eksem påvirker livet og hverdagen i uacceptabel grad.

Jeg lover, at hvis jeg hører fra Maja igen, skal jeg give jer allesammen en sidste opdatering.

Mange hilsner fra mig.
/Uffe