Behandling, frygt og forventning
Hej igen. Det rusker og river derude, og hvem ved, måske bliver det også til lidt sne i år. Måske er denne årstid også en grund til problemer for netop dig og din hud – læs med her for at forstå din behandling bedre.
Author: Uffe Nygaard, MD. PhD | Date: 10 december 2020
Vintertid er en vanskelig tid
Denne årstid giver udfordringer hos mange med atopisk eksem. Rækken af eksem-forværrende faktorer står i kø. Dramatiske skift i temperatur fra vinterkulde ude til tung varme indenfor samt vekslende vejr med slud, sne, regn og knastørre vinterdage er noget, der kan få huden i ansigt, hals og hænder til at lave ballade. Derfor er det også passende, at vi i dag tager et spadestik dybere i den grundlæggende behandling af atopisk eksem.
Jeg nævnte, i min seneste blog, at sygdommen udspringer af to tilgrundliggende forhold; nedsat funktion af hudbarrieren og øget immunaktivitet. Begge dele skal direkte adresseres, hvis du skal have succes med din behandling og opnå sygdomskontrol. Vi leder helt præcist efter noget, der kan styrke hudbarrieren og dæmpe inflammationen.
Styrk hudbarrieren
Uanset om du altid har haft meget tør hud eller først har fået det efter eksemet brød frem, så er det et fællestræk for alle med atopisk eksem, at huden skal tilføres fugt og dermed styrkes gennem fugtighedscreme eller fedtcreme. Det nedsætter vandtabet gennem huden, det reducerer kløe, det dæmper inflammationen, det øger heling af sår og revner, det mindsker antallet af opblusninger, og det reducerer behovet for medicinsk behandling. Argumenter er der nok af! Jeg har før skrevet om myter ved fugtighedsbehandling, du kan gensøge den blog, hvis du er nysgerrig.
Fugtighedsbehandling
Fugtighedsbehandling kan inddeles efter fedtprocent i lotion, creme og fedtcreme med henholdsvis lav, moderat og høj fedtprocent. Lotion har så lav en fedtprocent, at det desværre kan virke både udtørrende og forværrende hos eksemramte – når det så er sagt, er der nærmest frit valg på de danske hylder. Jeg kan afsløre, at man aldrig har videnskabeligt dokumenteret, at de dyre produkter eller dem med såkaldt aktive ingredienser er et hak bedre end de simple og billige. Den bedste creme eller fedtcreme er den du personligt foretrækker at benytte, for så er sandsynligheden for at den kommer ud af tuben nemlig størst. Vælg parfumefri produkter, der passer dig, og husk, at bruge det to gange dagligt og altid efter bad. Vand og sæbe virker udtørrende, så hænderne kan have brug for påsmøring mange gange dagligt i en tid med både vintervejr og Covid-19.
Dæmp inflammationen
De medicinske behandlinger er heldigvis ved at blive mange og langt flere kommer til. Mit bedste bud er, at vi inden for 3-5 år har i hvert fald en håndfuld nye lægemidler. Det gælder både lokalbehandlinger og systemiske terapier.
Langt størstedelen af patienter kan klare sig på binyrebarkhormoncreme, det vi også kalder steroidcreme. Vi har overvældende videnskabelige data der viser, at det virker fremragende og hos stort set alle, og at det er ufarligt, hvis det bruges korrekt. Det er ganske rigtigt, at man kan få bivirkninger, men det er kun, hvis det benyttes forkert – derfor skal du også insistere på at få en ordentlig forklaring, hver gang sådan et lægemiddel udskrives. Jeg ville ikke selv bruge et lægemiddel uden en god forklaring. Disse behandlinger kan du som regel få hos egen læge eller hos din hudlæge (dermatolog).
Potente behandlinger
Er ovenstående behandlingsformer ikke nok til at holde din sygdom i ro, har vi i dag mulighed for andre og mere effektive behandlinger: lysbehandling, tablet behandling og ny biologisk medicin – i alt seks yderligere behandlingstilbud. Disse behandlinger er specialistopgaver. Og det er her, jeg eller en af mine hudlæge-kolleger kommer på banen. Disse behandlinger udskrives ikke hos din praktiserende læge, men hos en hudlæge (dermatolog) eller på en af landets seks dermatologiske hospitalsafdelinger - Bispebjerg, Gentofte, Roskilde, Odense, Århus og Aalborg.
Du skal vide, at der i dag også er et lægemiddel, der passer for dig, et lægemiddel som kan bringe dit eksem i ro og giver dig oplevelsen af sygdomskontrol. Og med sygdomskontrol mener jeg stadigvæk det samme; fravær af ubehag fra huden og overskud til at du kan gøre de ting, du gerne vil i livet.
Hold liv i håbet
Fat mod, grib til din fugtighedsbehandling, brug din medicin som lægen har anvist og forlang at blive skiftet i behandling eller viderehenvist til en hudlæge – eller videre til en af landets dermatologiske afdelinger, hvis ikke du har sygdomskontrol.
De bedste hilsner og en rigtig glædelig jul fra mig
Uffe
Kunne du lide dette? Del på:
Uffe Nygaard, MD. PhD
38 år, læge siden 2011, har arbejdet med hudsygdomme siden 2012 og fra første dag haft primær interesse for atopisk eksem. Fik i 2016 Ph.d. graden for forskning inden for hudbarrieren og biomarkører ved atopisk eksem. Bor i Aarhus med sin hustru og to børn.
Seneste blog
Vand, sol og atopisk eksem
Hvis varmt vand udtørrer huden; er det så bedre at bade i koldt vand?
En tur i havets bølger giver god livskvalitet for de fleste; men er det ligefrem en kur? Og hvad med klorvandet i svømmehallen; er det godt? ...
Sol og sommer er godt for de fleste – også for dig med eksem
En sommerferie med blå himmel og sol har for langt de fleste en positiv effekt på eksem og kløe. Og det er der gode forklaringer på. Undersøgelser viser, at solens stråler virker anti-inflammatorisk og kan være med til at dæmpe...
Patientforeningerne er til for dig
Patientforeningerne giver dig ikke kun råd og vejledning, som kan hjælpe dig i hverdagen. De kæmper også for at forbedre rammebetingelser for dig og de godt 235.000 voksne danskere (samt hvert femte danske barn), der lever med atopisk eksem.